Føler du dig overbevist om, at andre taler dårligt om dig eller ikke kan lide dig?
Er du nervøs for at komme til kort eller dumme dig i forskellige situationer?
Måske er det nogle af de ting, du går rundt og tænker rigtig meget på. Du er ikke alene. Der er utroligt mange, som har samme tanker, og som bruger virkelig meget tid på at tænke negativt. Måske er det en ringe trøst. Men hvis du gerne vil skabe en forandring hos dig selv og komme af med din sociale angst, så læs videre her.
Social angst kan komme til udtryk på mange måder. Typisk handler det om, at du oplever en stærk frygt for, at andre har eller kommer til at få en dårlig opfattelse af dig som person. Denne følelse kan være meget stærk.
Tankerne er typisk:
”Åh nej, tænk hvis de andre kigger på mig”, ”tænk hvis jeg rødmer”, ”tænk hvis jeg bliver til grin”, ”tænk hvis jeg fejler eller stemmen knækker”
eller
”De andre vil ikke være sammen med mig”, ”De går sikkert, når jeg kommer”, ”Ingen synes, jeg er sjov”, ”Hvad nu hvis de opdager, at jeg i virkeligheden ikke er god til det”
Og kan du så være sikker på, at du har social angst, hvis du har sådanne tanker? Nej, absolut ikke! Det er langt fra sikkert. Jeg vil gå så langt som at sige, at det er tanker, vi alle sammen har en gang imellem. Men i virkeligheden er det aldeles ligegyldigt, om du har – eller vil kunne få – en diagnose af den ene eller anden slags. Det, som betyder noget, er, om tankerne fylder for meget for dig, og om de fører til ubehag og problemer. For så er det en god idé at gøre noget ved det.
Der er mange psykiske symptomer på og konsekvenser af, at dine negative tanker fylder for meget. Når du tænker for meget på, hvad andre synes om dig, så kommer det uundgåeligt til at påvirke dit humør. Ingen bliver glad af at tænke meget over, om man nu er god nok eller virkeligheden også slår til.
Resultatet er, at du kan blive meget urolig, stresset, trist og nedstemt. Det vil mange gange også påvirke dit energiniveau negativt. Det er decideret drænende at bruge meget tid på negativ og ikke-konstruktiv tænkning.
Du kan blandt andet opleve fysiske symptomer som disse: